Stævnedeltagelse og transporttilskud
- 2024-10-09
Stævnedeltagelse 2024
Hvordan fungerer det, hvad er mit ansvar, og hvad gør klubben?
Dette dokument skulle gerne give et overblik over hvordan stævnedeltagelse og tilskud fungerer i klubben. Har man spørgsmål, så rettes de til klubbens sportsdirektør.
Stævnetilmelding og startpenge
- Klubben betaler altid startpenge, dog ikke til internationale mastersmesterskaber.
- Klubben betaler ikke startpenge til motionsløb, medmindre andet er skriftlig aftalt med klubbens sportsdirektør.
- Man melder sig til stævner på klubbens tilmeldingsside. Hvis stævnerne ikke figurerer på siden, så kontakt klubbens tilmeldingsansvarlige eller Sportsdirektøren for at spørge ind til stævnetilmelding. Bliver der ikke opsat stævnetilmelding, så tilmelder man sig selv direkte hos arrangørerne.
- Skal man selv tilmelde sig, og samtidig betale (som ved Roster), så videresend kvittering med dit navn og kontonummer til Sportsdirektøren, så du kan få dækket dit udlæg.
- Efteranmelder man sig, så betaler man altid selv ekstraudgiften.
- Møder man ikke til start, uanset årsag, så betaler man altid selv alle startpengene.
Transport til stævner i Danmark
- Klubben yder ikke tilskud til transport til masters arrangementer, og heller ikke til ikke- mesterskabsarrangementer på cross/landevej.
- Man betaler selv al transport til stævner afholdt indenfor ”Hovedstadsområdet”, der i denne sammenhæng inkluderer Køge, Roskilde og Helsingør.
- Skal man til stævne i Danmark udenfor ”Hovedstadsområdet” (=længere væk end syd for Køge og vest for Roskilde), så giver klubben et tilskud til transport med bil på 2,00 kr./km fra Hvidovre Stadion, hvis bilen som udgangspunkt er fyldt op med ansatte trænere og atleter fra HvAM, der skal til start i stævnet. Er man kun én deltager, så betaler vi et tilskud på 1,00 kr./km, og hvis der er to deltagere, så 1,50 kr./km. Alt dette for at reducere klubbens omkostninger og opfordre til samkørsel. Vi betaler også evt. færge/broafgift til Fyn/Jylland efter aftale med klubbens Sportsdirektør efter samme retningslinjer om antal deltagere/ansatte trænere i bilen.
- Ved brug af Storebæltsbroen, så giver klubben et tilskud, der svarer til den billigste pris, der gives ved et abonnement, pt. 388 kr. T/R med automatisk betaling med Bizz/nummerplade. Man har selv ansvar for at en i bilen har et abonnement. Den resterende udgift deles mellem bilens passagerer.
- Vi dækker ungdomsbillet med DSB, hvis man vælger at køre med tog, og Orange priser. Vi betaler også for landsdækkende rejseudgift til landsdækkende hurtigbusser.
- Kører der medlemmer fra andre klubber med i bilen, så skal dette meddeles klubbens sportsdirektør, der så sørger for, at der sendes en faktura til den pågældende klub, så der betales forholdsmæssigt.
Transport til stævner/træninger i Sydsverige og længere væk
- Ved alle stævner giver klubben tilskud til Øresundsbroen, der svarer til den billigste pris, der gives for et abonnement, pt. 350 kr. med ØresundGo for en returbillet. Man har selv ansvar for at en i bilen har et abonnement. Den resterende udgift deles mellem bilens passagerer.
- Kører der medlemmer fra andre klubber med i bilen, så skal dette meddeles klubbens sportsdirektør, der sørger for at der sendes en faktura til den pågældende klub, så der betales forholdsmæssigt.
- Der skelnes mellem stævner med relativ kort kørsel (op til Landskrona, Lund og Trelleborg), mellemlang kørsel (yderligere op til Göteborg, Växjö, Jönköping og Kalmar) og lang kørsel (længere end de nævnte byer).
- Ved korte kørsler gives det intet kørselstilskud, og man deles i den enkelte bil om udgiften. Ved mellemlang kørsel giver klubben et transporttilskud på 2,00 kr./km gældende fra Hvidovre Stadion, hvis bilen som udgangspunkt er fyldt op, og ellers samme retningslinjer som ved transport til stævner i Danmark.
- Er der aftalt indendørs træninger i Malmö på skrift med klubbens sportsdirektør, så gælder der de samme tilskudsregler.
- Skal man køre længere, så skal det altid godkendes skriftligt på forkant af klubbens sportsdirektør. Her dækker klubben max. 800 km med 2,00 kr./km gældende fra Hvidovre Stadion og herefter 1,00 kr./km. Alt herudover skal dækkes af bilens passagerer, og de samme retningslinjer for fyldt bil som ved transport til stævner i Danmark.
- Ønsker man at deltage i udenlandske stævner længere væk, der kræver fly, så giver klubben som udgangspunkt et tilskud på flybilletten på 500 kr./person T/R, under forudsætning af, at det er godkendt af sportsdirektøren. Resten skal man som udgangspunkt selv dække.
Overnatning til stævner
- Klubben dækker ikke overnatning til stævner medmindre det på forhånd skriftligt er godkendt af klubbens sportsdirektør.
- Klubben dækker ikke overnatning ved stævner på Sjælland og i Sydsverige (på det der er omtalt som kort kørsel under transporttilskud).
- Ønsker man overnatning ved stævner længere væk, så dækker klubben de første 400 kr./værelse/overnatning. Klubben dækker som udgangspunkt max. 2 overnatninger/stævne.
- Booker man et dobbeltværelse til 1.000 kr. så vil der altså være en brugerbetaling på 300 kr./person/overnatning ((1.000-400)/2). Ønsker man enkeltværelse, og prisen igen er 1.000 kr./overnatning, så vil brugerbetalingen være 600 kr./overnatning (1.000-400).
- Er man en gruppe afsted f.eks 5 personer, og prisen fortsat er 1.000kr./værelse/overnatning, så har man brug for 3 dobbeltværelser i alt til en samlet pris på 3.000 kr./overnatning (3x1.000). For at stille alle lige, så vil der være et tilskud på 1.200 kr./overnatning for de 3 værelser (3x400), og brugerbetalingen vil derfor være 360 kr./person/overnatning ((3.000-1.200):5).
Danske Mesterskaber – transport, bespisning, brugerbetaling
- Al tilmelding til DM foregår via sportsdirektøren. Man kan ikke tilmelde sig på individuel basis som ungdoms- eller seniorudøver medmindre andet er aftalt med klubbens sportsdirektør.
- Der ydes ikke tilskud til kørsel og overnatning ved Masters mesterskaber.
- Der gives kørselstilskud som nævnt under transportilskud til stævner i Danmark.
- Klubben sørger for overnatning og morgenmad ved DM bane/indendørs for senior/ungdom. Har man brug for overnatning til andre DM, så bedes man kontakte Sportsdirektøren.
- Hvis der er behov for overnatning ved flerdagsarrangementer eller pga tidlig stævnestart på Fyn eller i Jylland, så betaler klubben billigste overnatning efter nærmere aftale med klubbens sportsdirektør.
- Ved DM Ungdom på bane/indendørs, så vil klubben også forsøge at sørge for måltider, når man er på konkurrencestedet. Man står selv for øvrige måltider/behov.
- Der vil ved DMU inde og ude være en brugerbetaling på typisk 800 kr. for deltagelse.
- Hvis forbundet har opstillet kvalifikationskrav, så vil der ikke være nogen brugerbetaling, hvis man lever op til disse krav. Er der mulighed for at komme med på tillægslister eller på anden vis, så vil der være en brugerbetaling på ca. 2/3 af udgiften forbundet med transport og overnatning, og dette gælder både ungdom og senior.
Gældende fra 9.oktober 2024